Artikel ex.2

Image

Fra Udstillingskataloget /Foto:Yunus Cetiner                                                  

Stort format (2019)

Maria Rubinke i imponerende udstilling på Bornholms Kunstmuseum 

Af Helene Høm: Tirsdag 18.juli, 2019, Bornholms Tidende, 1.sektion side 6.   COPYRIGHT: Denne side må ikke kopieres eller linkes til

UDSTILLING
 

Jeg kommer lidt baglæns ind i den aktuelle udstilling i lokalerne ved Helligdomsklipperne, hvilket i virkeligheden godt kan anbefales, da udstillingen på den måde åbner sig gradvist og viser, med gabende stort format, hvordan kun 34-årige Maria Rubinke formår at folde sit kunstneriske talent ud. Wow.

Jeg kommer fra den aktuelle afgangsudstilling fra Glas-og Keramikskolen, hvor Rubinke i øvrigt blev uddannet i 2008, så det første, der møder mig, er en stor fed tudse i grønnet bronze. Den lader til at have slugt prinsessen. I hvert fald stikker remmen fra de - sikkert røde - sko ud af flaben på den.

Måske er det kliche, men udformningen er så ferm, og tudsen er i menneskestørrelse, så vi er alligevel langt fra det infantile børnebogsunivers, det her kunne lyde som.Ligesom eksempelvis tegneren Julie Nord, formår Maria Rubinke gennem hele udstillingen " Legacy" at balancere på det absolut foruroligende, imens småfugle, eventyrfigurer, frugter og løv dækker yndigt over livet, døden og den afgrundsdybe mening med det hele.


Nature morte

Direkte fra tudsen ind i paradisets have, hvor æblerne ligger på lur med slanger i et gigantisk ' nature morte', der folder sig ud på et kæmpe bord med slibrigt blanke flader i gul, orange og rød... på meget grøn (!) baggrund. Hvad der menes med det, bør man ved selvsyn opleve.

I denne udstillingssal viser Bornholms Kunstmuseum sig som et moderne museum, der gerne går planken ud, på linje med når Louisiana lader Olafur Eliasson fylde udstillingslokalerne med sten.Maria Rubinke viser sig som en moderne ung kunstner, der for det første tænker rummet med, og for det andet nærmer sig de gamle mestre på både behændig og modig maner.

Hvor man normalt som udstillingsgæst betragter værker og genstande, falder man her, nærmest som Alice i Eventyrland, ind i hele universer, og går fortumlet derfra.Opstillingen er vild og levende. Der er en svulstig banan faldet ned fra bordet, her afslører kurvene med fristende bær og flødeglasurer flere tudser, slanger og farefuldheder. Alt skinner og kribler, så enhver surrealist fra 1910 ville klappe i hænderne. Det er så lækkert og ulækkert på samme tid.

Og fortidens " stilleben", fadene med æbler, der er blevet malet og malet og malet gennem kunsthistorien (gerne med en lille flue eller orm til at minde os om forgængelighed og død) løftes ind i samtidskunsten. Her er de blevet keramisk installation, og giver en oplevelse af at træde fysisk tilbage i kunsthistorien.


Inspireret af Hieronimus Bosch

Maria Rubinke har til udstillingen, der er blevet til i et nært samarbejde med Kastrupgårdsamlingen og Bornholms Kunstmuseum, ladet sig inspirere af den hollandske renæssancemaler Hieronymus Bosch. Særligt han maleri " Lysternes Have" (1490-1510), hvor himmel, jord og helvede er afbilledet med fantasifulde dyr og nøgne, skøre kroppe i et drømmelandskab.

Drømmefornemmelsen hænger ved hele udstillingen igennem, men det hele er så rodfæstet i håndværk og klart fremtrædende ideer, at surrealismen formår at vække dyb efterklang, ikke blot undren og mental famlen. Her er liv, drømme, store gravmonumenter og hele tiden et kriblende liv, der helst æder det hele.

Maria Rubinke har til dato mest arbejdet med porcelæn, og de karakteristiske hvide porcelænsfigurer af små nuttede dukker med blodige huller i hovedet har forladt ungpigeværelset og bryder nu med al sandsynlighed ind i dansk kunsthistorie som store armbevægelser i bronze. Det opleves som et gennembrud.


Gravmonument og stor ånd

Ingen mindre end Rodin og hans gigantiske Helvedesport må have stået model til storværket, i udstillingens anden sal, hvor viltre krager og slyngede grene, der skjuler utallige detaljer, hæver sig højt over beskueren som et gigantisk gravmonument i bronze. Se det sidst, i stedet for først, og gå på opdagelse i detaljerne, både i det og de andre værker i samme sal.

Her kommer et materiale som marmor også på banen, og med det valg henleder kunstneren bevidst -og ubevidst -tanken på kirkegårdenes flimrende stilheder. Hvor det ene rum er livet, med al den fare og saftighed der findes der, er det andet rum døden og materien, der indædt transformerer sig ind i nye tider og nyt liv.

At Rubinke formår at bruge både sine hænder og sine materialer, så ånden slippes løs og får lov at svæve frit, til den manifesterer sig med et brag, er tydeligt. De mange skulpturer er modelleret op i ler og siden støbt i bronze, og " Legacy", der er Rubinkes første store museumsudstilling må forhåbentlig blive til flere. Udstillingen efterlader sin beskuer åndeløs.

Kastrupgård og Bornholms Museum har haft modet til at give en ung kunstner rum og lade hende indtage det til fulde, og det har Rubinke gjort. Den aktuelle udstilling er en kraftpræstation.

(Faktaboks om kunstneren er her udeladt)