Artikel ex.3

Image

Inge Lise Westman på Bornholms Kunstmuseum, 2017, Pressefoto Bornholms Tidende

ANMELDELSE

Når sjælsrummet åbner sig (2017)

Af Helene Høm, Lørdag 01.07.2017, Bornholms Tidende.  COPYRIGHT: Denne side må ikke kopieres eller linkes til

 

" Sjymma": Soloudstilling af Inge Lise Westman på Bornholms Kunstmuseum, til 22. oktober 2017

ANMELDELSE
Kremeringsaske, sjælemørke, natsort hav. Morgenlys, stjernestøv og mælkeveje. Som malerdryp fra høje stiger, til universet falder ned på lærredet. Inge Lise Westman på Bornholms Kunstmuseum.

Hvordan hun får verdensrummet, sjælens melankoli, livets aske, naturens ånd og træernes tysthed til at nærmest opsluge sin beskuer på den mest tavse, poetiske og dystre måde, er ikke lige sådan at beskrive.

Vi gør forsøget alligevel.

Inge Lise Westman maler og maler og maler.

Og så maler hun sikkert lidt mere. Hun zoomer ind, så forstørrer hun, og dermed løfter hun os ud i det i det enorme.

I en ungdomsfikseret og accelererende tid fuld af konceptkunst og intellektuelle tankeværker, hvor ' hurtigt' er lig ' bedst', føles det livgivende at bevæge sig rundt i Inge Lise Westmans storslåede udstilling og nærmest lade sig æde af maleriernes langsomme insisteren.


Monumental

Udstillingen på Bornholms Kunstmuseum, der vel at mærke ikke er retrospektiv, men derimod et øjebliks indhugst i en ekstrem kunstnerisk produktivitet, kan bedst beskrives som monumental.

Ikke kun fordi udstillingen tæller adskillige kæmpemalerier, tre-fem meter brede og op til to meter høje, der fylder flere sale, men også fordi kraften af dem nærmest står og runger i de smukke udstillingsrum på Bornholms Kunstmuseum.

Man væltes omkuld.


Så blodet stivner

Lærrederne er tæt belagt med sart morgenrosa, askegråt, natmørke.

Der er fuld af sjask og dryp, ridser og penselstrøg, til det hele aldeles præcist flimrer sammen til et natsort hav, til ringene i vandet i en grædende tåresø, til det blodrøde genskin i en skovsø eller et iskoldt vinterhav.

" Havet er stort og mørkt og koldt" (2016) får ganske enkelt blodet til at stivne årerne.

Et køligt svovlgult daggry tegner sig så langt forude. Det er, som vi ser det på Bornholm en blæsende vintermorgen, hvor lyset er så langt væk, men det er også, som når livets hav kaster os ud i ulykke.

Det bliver uendeligt, uvejsomt, altopslugende at se ud mod horisonten.


Det røde vinder frem

Flere malerier genskaber flimrende kolde " morgenskumringrer" over havet. Vi ved godt, ordet ikke findes, men i dette tilfælde gør det.

Udstillingen hedder også " Sjymma", det bornholmske ord for den tid på døgnet, hvor solen er gået ned, men dagens lys hænger efter.

De fleste af værkerne er fra 2016 og 2017.

I Inge Lise Westmans farveunivers, der siden karrierens begyndelse i 1972 har arbejdet sig mere og mere ned i naturens jordgrå, det brune, sorte, askefarvede og okkergule, sniger morgenrøden sig nu mere og mere ind sammen med det blodrøde.

Eller er på vej ud.

De sorte træer i skumringen får selskab af rosa, gul, brændende rød, flammende lys på vej, ligesom et par minimale -men meget velvalgte postkasserøde klatter, er landet med stor fornøjelse i et kæmpe lærreds mørke.


Det store i det små

Som med fraktaler, udgør de små elementer hos Inge Lise Westman den store helhed.

Støv bliver til kremeringsaske, bliver til dødsgrå verdensbilleder, bliver til mælkeveje, til stjernehimle, til lav på klipper, til sommerfuglestøv, til sådan, som der er indeni, når man kigger ud.

Westmans håndværk -og åndværk -vinder så stort og stærkt på udstillingen, for ved at fokusere på det små, det nærmest usynlige, får Inge Lise Westman løftet det synlige til nye højder.

Skal man kritisere udstillingen for noget, er det synd, at hænge værker op i museets midtergang. Arkitekterne Fogh og Følners (ellers flotte) lys-og skyggevirkninger gør det aldeles svært at se noget, og det er synd, at vi ikke kan se værker som " Melankoli"(2017) og " Vintertræer"(2016) ordentligt.


Ædt af naturen

Ved den propfyldte fernisering i juni, hvor udstillingen nok så store billeder desværre næsten helt forsvandt i mylderet (se for guds skyld udstillingen på en glohed sommerdag, hvor andre er på stranden, og synes det er for varmt!), nævnte museumsdirektør Lars Kærulf Møller maleren Richard Mortensen.

Ligesom Inge Lise Westman kom Mortensen udefra til Bornholm for at male.

Men modsat Westman rejste han hurtigt igen: "... Hvis jeg var blevet på Bornholm, så havde naturen ædt mig", skulle han have sagt.

Inge Lise Westman blev. Hun stillede sig derud og lod sig æde, imens hun så og så og så. Det hun ser, præsenter hun på udstillingen, der åbner vores øjne for dybden, tystheden og kræfterne. I dag er det er os, der bliver ædt. Af Westmans insisteren i atelieret på at genskabe det, hun ser.


Insisterer på at se

Skønt er det, at blive mindet om naturens drømmesyner, og hvor de tager os hen, hvis vi tør betragte længe nok.

Ind i det smukke og det dystre. Ind i livets storhed og grumhed og fuldstændige mangel på forklaringer.

Med Westman er vi til stede.

Hun tager naturen ind og lægger den på et lærred, og i den transformation får hun sjælen med. Udstillingen repræsenterer en livslang erfaring med at grunde i naturens verden, til det hele løfter sig til noget eksistentielt, der går ud over vores forstand.

En forstand, der i vores tidsalder er så hårdt belastet af konstant at tænke logisk, produktivt og konstruktivt.

 

 

  •  

 

 
Danmarks svar på Anselm Kiefer
 
BIOGRAFI
 
Inge Lise Westman er født i 1945, begge forældre var kunstnere.

Gunnar Westman var billedhugger og hustruen Karen Marie Eppenstein grafiker, og Inge Lise Westman blev student fra Frederiksborg Statsskole i Nordsjælland i 1965 I 1967-72 uddannede Inge Lise Westman sig på Kunstakademiet i København, hvor hun blandt andet fik undervisning af grafiker Palle Nielsen.

 

I 1968 giftede hun sig med etnograf Ole Hertz, og parret bosatte sig i midten af 1970-erne på Bornholm.


Grønland, Afrika og Bornholm

Sammen har parret foretaget flere rejser til både Grønland og Gambia. I de tidligere værker fremstod derfor elementer fra den grønlandske natur i al sin blåhvide kulde, samt Bornholms store fugle, særligt mågerne. De afrikanske inspirationer lader til at have måttet vige pladsen for nordens kulde og mystik.

Siden 1990erne er Inge Lise Westman dykket dybere og dybere i naturens detaljer og i nordens mørke, med farver som sort, gråt, jordbrunt, hvidt og af og til et enkelt skvæt okkergult. Samtidig er formatet gennem årene vokset til de kæmpelærreder, der denne sommer kan ses på Bornholms Kunstmuseum.


Nordisk melankoli

Inge Lise Westman kan næsten kaldes ' Danmarks svar på Anselm Kiefer', en tysk billedkunstner, der også arbejder i storformat med naturens mørkere farver og gør mikrokosmos til makrokosmos.

Men hvor Anselm Kiefer kredser om Tysklands forhistorie, særligt 2. Verdenskrig, kan Inge Lise Westman kaldes en mester i at fremmane den nordiske melankoli i sine storladne og næsten sitrende naturskildringer, der dykker dybt i detaljen og dermed zoomer stort ud på universets himmelsyn.

Inge Lise Westman har været medlem af Akademirådet 1995-96, af Statens Kunstfonds Legatudvalg fra 1996, og i kunstnersammenslutningerne Corner, Koloristerne og Trykkerbanden. Hun modtog, blandt flere udmærkelser, Statens Kunstfonds arbejdslegat i 1983-85 og Eckersbergmedaljen 1994.

hehm