Sonja Ferlov i Gudhjem i 1030erne hos søstrene Hjorth: Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch-Petersen
(Privatfoto)
For at genforene en ituslået verden (2019)
Stærk udstilling af Sonja Ferlov Mancoba på Statens Museum for Kunst
Af Helene Høm: 13.April, 2019, Bornholms Tidende COPYRIGHT: Denne side må ikke kopieres eller linkes til
Hun fik sjældent mulighed for at udstille og levede det meste af sit liv i en fattigdom, vi knapt kan forestille os.
Det var på Bornholm, at hun i 1935 fandt sit endelige udtryk, og siden udviklede hun, sammen med surrealisterne i Paris og stærkt inspireret af afrikanske og ikke-vestlige kulturer, et egenartigt univers af besjælede figurer, der lader til at gå gennem tid og rum.
Det sidste er i hvert fald den følelse, man får, når man går gennem udstillingen med Sonja Ferlov Mancoba på Statens Museum for Kunst. Der må ganske være fuld af ånder i det lokale om natten, når vi museumsgæster er gået hjem.
Hele livsværket
Udstillingen rummer for første gang hele Sonja Ferlov Mancobas livsværk, herunder også en hel del tegninger, skitser og malerier af kunstneren, der i begyndelsen troede, hun skulle være billedkunstner.
Det var indtil et ophold i Gudhjem i 1930' erne forandrede dén kurs markant.
Det ses klart, hvor betydningsfuldt skiftet blev for Sonja Ferlov Mancoba. Mens skulpturerne emmer af liv, kraft og gåder, blegner de todimensionelle værker og forekommer næsten flade, selvom de absolut udtrykker både talent og en stærk kunstnerisk søgen, der næsten kan minde om den, Hilma af Klint foretog.
Af ler og gips byggede Ferlov Mancoba halvabstrakte væsner, vogterfigurer og masker. Nogle blev siden støbt i bronze, men en stor del nåede aldrig så langt, for hun kasserede dem, hvis hun ikke fandt dem gode nok.
Associationerne står i kø
Det er som om, der går et sus igennem tiden på udstillingen, der i øvrigt er stillet flot op og smukt belyst.
Man har mulighed for at gå rundt om skulpturerne, og gør man det, vil man opdage, at associationerne nærmest står i kø. Det, der forekommer som et ansigt fra den ene side, bliver til en figur med armene i siden fra den anden og en organisk form, man af uforklarlige årsager genkender i den næste.
Ferlovs skulpturer befinder sig et sted mellem rumvæsen, afrikansk maske og Påskeø og er samtidig helt deres egne.
Der er noget både primitivt og kosmisk over dem, og det giver mening, at hun selv betragtede dem som levende væsner, der skulle kunne stå på egne ben, før de kunne blive sendt ud i verden som budbringere, vogtere eller krigere.
Her skulle de bekæmpe egoisme og umenneskelighed i den egoistiske, åndløse og materialistiske verden, hun følte, hun levede i. Hendes pointe slår mindst lige så stærkt i dag. At få 'tingen' ind i tingen, som Sonja Ferlov Mancoba selv siger om at være kunstner i Torben Glarbos dokumentarfilm, som man absolut ikke skal snyde sig selv for på udstillingen:
- Jeg tror, det handler om at indfange det spirituelle med det materielle.
Hun beskriver den kunstneriske proces som " en transformation, der både forandrer kunstneren og det skabte. Og i processen er "tingen til sidst kommet ind i tingen".
Der er absolut 'noget' inde i hver en skulptur på udstillingen på Statens Museum for Kunst, der rummer 140 værker af kunstneren, heraf flere originale gips-og lerskulpturer, der ikke tidligere er blevet vist.
På tværs af tider og kulturer
Ferlov var inspireret af shamanisme, primitive kulturer, masker, det gamle Grækenland og meget mere, og følte hun sig som del af et større menneskeligt net, der gik på tværs af tider og kulturer.
Som gæst på udstillingen får man lov at smage lidt på den følelse, hvilket er noget af en kunstnerisk præstation. At opleve Sonja Ferlov Mancobas figurer minder en om, hvad det enkelte menneske kan rumme og bør bidrage med, og hvor stort et univers, der findes, både i og mellem os.
Sonja Ferlov Mancoba insisterede på, imens hun ufortrødent arbejdede hele sit liv uden at sælge eller udstille synderligt i det lillebitte atelier i Rue de Chateaux i Paris, at skabe noget af betydning.
Det lykkedes, og det er noget af en bedrift.
Artikel II: Naturen og miljøet omkring Gudhjem blev afgørende
- Lis tog en stor klump ler op af kælderen og installerede mig. Jeg var lykkelig. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville lave, men jeg vidste, at nu måtte der komme noget. Sådan fortæller Sonja Ferlov Mancoba om sit afgørende besøg i Gudhjem, i en seværdige dokumentarfilm af Torben Glarbo på Statens Museum for Kunst.
Det første møde med skulptur
Som barnebarn af "Lis Hjorth", altså Lisbeth Munch-Petersen, datter af keramiker Hans Hjorth, kan jeg næsten ikke undgå at blive lidt stolt. Og også lidt misundelig. For man får virkelig lyst til at have mødt og kendt Sonja Ferlov Mancoba, der, i den cirka 30 minutter lange dokumentarfilm på udstillingen, fremstår som et dybt ydmygt og spændende menneske.
Og der kom meget ud af, at min mormor i 1935 gav Sonja Ferlov den klump ler.
Den blev Ferlovs første møde med modellering, og altså skulpturen, idet hun havde uddannet sig som maler.
Statens Museum for Kunst viser for tiden 140 værker, heraf er størstedelen de mange skulpturer, der antog de første spæde former i Brøddegade i Gudhjem, og som blev kendetegnende for kunstneren.
Eksperimenter i Gudhjem
Gudhjem tiltrak i de tidlige 1930'ere kunstnere som Richard Mortensen, Gustav Munch-Petersen, Ejler Bille og Sigurd Vasegaard. De lejede sig billigt ind hos fiskerne og samledes om aftenen hos søstrene Hjorth; Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch-Petersen.
Sammen med Richard Mortensen og Ejler Bille, som hun kendte fra malerskolen, gik Sonja Ferlov lange ture, hvor de samlede grene og små ting fra naturen. Hjemme blev de lagt i hver sin bunke.
- Vi opdagede, hvor forskellige karakterer, hver bunke havde. Mortens var mere spidse og skarpe, mine var mere runde og Billes mere knudrede, fortæller hun.
- Jeg så på dem, og jeg så på dem om natten, og jeg byggede op små familier; de hørte sammen, og de hørte sammen. Og så byggede jeg dem sammen på en måde, jeg syntes, var harmonisk. Jeg prøvede at få ligevægt. Man følte ligesom, for hver ting, at der var sket en metamorfose.
Det så Lisbeth Munch-Petersen, og leret kom ind i billedet. Og "en form kom frem. Den kaldte på en anden", som Ferlov fortæller. Skulpturen blev hendes metier.
Surrealister i Paris
Sonja Ferlov kom fra en velhavende familie nord for København, men var så kompromisløs en kunstner, at hun endte med at leve i stor fattigdom. Hun blev uddannet i "Malerklassen" på Kunsthåndværkerskolen i København. I 1936 flyttede hun til Paris sammen med sin mand Ernest Mancoba.
- Min mor sendte penge hver måned (til Paris, red.) og efter seks måneder gik jeg ud og søgte efter et atelier for de penge.
Sonja Ferlov finder atelieret i Rue de Chateaux i Paris, som hun har til sin død i 1984, et lille betonlokale på få kvadratmeter, hvor billarmen drøner udenfor, og hvor størstedelen af hendes oevre er blevet til.
Den unge Ferlov Mancoba var så lykkelig den første nat, at hun lagde sig på gulvet og sov i atelieret, selvom sengen endnu ikke var kommet.
- Nu var jeg endelig fri. Nu kunne jeg endelig arbejde!
I Paris møder hun, ligesom hun havde gjort herhjemme, tidens surrealister. Som hun selv, arbejdede de på at "bringe det ubevidste sammen med det bevidste og bringe det usynlige frem, så det blev synligt", som hun beskriver det. Max Ernst, Yves Tanguy, Giacometti og Miró var blandt de kunstnere, der kom til at påvirke Sonja Ferlov Mancoba i det kunstneriske virke, der den dag i dag fremstår væsentligt og sjælsdybt.
- Uden kammeraternes hjælp, var jeg ikke nået frem, sagde hun selv, ikke hvert fald ikke så hurtigt.
hehm